UDSPÆNDT er et stedspecifikt lydværk hvor musikkens komposition, besætning, lydmix, højtalernes placering og naturomgivelser samles til en polyfon 360 graders helhedsoplevelse i samspil mellem de forskellige parametre. Besætningen er cello, bratsch, violin og kvindevokal.
UDSPÆNDT er bygget op som en sammenhængende vandring i et landskab hvor man føres gennem sektioner af stemninger og tilbagevendende musikalske elementer, inspireret af Tegner mangesidige indre univers som menneske, mand og kunstner. Komponisten Ditte Rønn har intuitivt ladet sig inspirere af emotionelle strømninger såsom: kærlighedsbrud, sensualitet, længsel, savn, ensomhed, vilje, sorg, forvreden frustration, lethed, flerstemmighed og melankoli.
Værket kaster lys på mennesket bag skulpturerne og den vedvarende ambivalens der præger Tegners liv og sind. Tegners værker indeholder store temaer og følelsesmæssige kontraster, der også afspejles i overfladerne fra silkeblød nøgen hud til lette og forfinede stofligheder samt grove og rå teksturer. Hans værkers titler og hans erindringer vidner om et menneske fyldt med sårbarhed, håb, lykke, længsel, sorg, frustration, skuffelse og vrede.
Lydværket Udspændt, der er en hyldest til menneskets bølgende virvar af tilstande og følelser, er inspireret af mennesket, manden og kunstneren Rudolph Tegner og især hans værker ”Moders Gravmæle” og ”Danserindebrønden”. Titlen ”Udspændt” er en hilsen til Tegners værk ”Frigjort”.
“Det er en Tilstand, hvor Sindet er i evig Bølgegang, snart dybt i Dalen og snart paa Tinderne, men lykkeligst er jeg, naar Arbejdet tager mig, saa alt omkring mig svinder bort, og kun Statuen lever og er til. Det er som at frigøre sig for lange Aars Kvaler, Lidelser og Savn. Læsse det over i Arbejdet og føle Lindring ved at betro sig til Leret og give det Udtryk i disse krævende Skikkelser. Fortvivlelsens Forsøg paa at sprænge de usynlige Lænker.”
Rudolph Tegner
Medvirkende:
Idé, Komposition og postproduktion: Ditte Rønn
Violin: Bettina Marie Ezaki
Bratsch: Mika Persdotter
Cello: Nicole Hogstrand
Spatial Mix: Yann Coppier
Varighed: 25 minutter
Spilleperiode: 9 Juni 2023 – 30. November 2023