ANGLI AVANTGARDEN er et tværæstetisk projekt skabt i et samarbejde mellem komponist Ditte Rønn med Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum i Herning. Projektet består af en vinyludgivelse der er et selvstændigt tværæstetisk værk – og en museumsudstilling hvor vinylen går i dialog med historiske fotos fra ANGLI fabrikken.
ANGLI AVANTGARDEN favner historisk over årene fra 1957 – 2023 og er et polyfonisk møde på tværs af tider, en visionær erhvervsmand, en skjortefabrik, kunstnere fra ind,- og udland, symaskiner, syersker, en komponist, fire jazzmusikere, fotos og genstande – udfoldet i udstilling med musik – og en vinyludgivelse !
ANGLI AVANTGARDEN vinylen udkom 12. november 2022 og indgår konkret i den permanente udstilling som et lydværk. Vinylen bliver afspillet på B&O pladespiller der står fremme og museets gæster kan derfor selv aktivere værket og vende pladen efter behov. Udstillingen åbnede 18. november 2023 på CHPEA Museum.
ANGLI AVANTGARDEN blander altså improvisatorisk musik, historie, reallyde og udstilling. Projektet er således et krydsfelt af spor der løber på tværs af niveauer og perspektiver.
Værket består af seks satser (Opus I-VI) af nyskrevet musik af Ditte Rønn som er udfoldet i tæt samarbejde med følgende fantastiske musikere: Jesper Bodilsen – kontrabas, Anders Holm Jensen – trommer og percussion, Peter Rosendal – flygel, rhodes og flugabone, Lis Wessberg – trombone.
Musikken er direkte inspireret af Aage Damgaards tanker og visioner, af fabrikken som metafor, at være en ‘groovy maskine med mange tandhjul’, symaskinens acceleration / ritardando, vævemaskinens rytmiske vedholdenhed, reallydsoptagelser, skramlende lydkulisser, højskoleværdier og nøgleord som åbenbaringer, pionerånd, fremdrift og leg.
Vinylen kan købes i butikken på Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum i Herning, i museets webshop, eller alternativt hos mig via ditterp@gmail.com.